FORENINGENS LOVE

Stiftet den 14. juli 1893

Foreningens for mål:

§ 1.

  • At virke til fremme af handel og handlendes interesser.
  • At give unge mennesker adgang til praktisk og teoretisk handelsuddannelse.
  • Ved sammenkomster at give medlemmerne anledning til udveksling af deres anskuelser om handelsmæssigespørgsmål.
  • Ved mæglende mellemkomst at bilægge mulige opståede uenigheder blandt medlemmerne angående deres handelsforretninger.

Medlemmerne

§ 2. 
Adgang til at søge optagelse som medlem af foreningen har enhver næringsdrivende. Optagelse kan finde sted, når bestyrelsens flertal stemmer derfor. Endvidere kan bestyrelsen ved enstemmig beslutning optage andre, når den finder anledning dertil. Bestyrelsens afgørelse om ikke-optagelse kan gennem et medlem indankes for foreningens ordinære generalforsamling, og optagelse finder sted, når mindst 2/3 af de fremmødte medlemmer stemmer derfor.

§ 3
Anmodning om optagelse rettes til bestyrelsen. Udmeldelse sker skriftligt til formanden. Der betales fuldt kontingent for det regnskabsår, hvori udmeldelsen sker.

§ 4
Medlemmerne erlægger et årligt kontingent, der efter bestyrelsens forslag fastsættes ved en generalforsamling. Har noget medlem pådraget sig et års restance, udelukkes han af foreningen, og kan ikke optages på ny, før restancen er betalt.
Kontingentfrihed eller reduceret kontingent kan efter bestyrelsens vedtagelse opnås i særlige tilfælde.

§ 5
Skulle det nogensinde af bestyrelsen eller medlemmerne anses for fornødent at udelukke noget medlem af foreningen, kan dette kun ske, når udelukkelsen besluttes af en generalforsamling med 3/4 af de afgivne stemmer.

Bestyrelse og revision

§ 6
Foreningens anliggender varetages af en bestyrelse på mindst 5 medlemmer, der vælges på den ordinære generalforsamling. Valget sker for 2 år, således at skiftevis det ene år 2, det næste år 3 medlemmer afgår, såfremt antallet er ulige.
Kandidaterne til bestyrelsen opstilles sideordnet. Er der flere kandidater til bestyrelsen vælges de kandidater der har opnået flest stemmer ved afstemning. Ved simpel stemmeflerhed vælger den ordinære generalforsamling 2 revisorer.

§ 7
Bestyrelsen konstituerer sig ved valg af formand, næstformand og sekretær.

§ 8
Formanden eller i dennes forfald næstformanden indkalder til bestyrelsesmøde, så ofte det findes nødvendigt, eller når mindst 3 medlemmer af bestyrelsen opfordrer dertil med opgivelse af forhandlingsemner. Alle sager afgøres ved simpel stemmeflerhed, og i tilfælde af stemmelighed gør formandens stemme udslaget.

§ 9
Formanden modtager alle henvendelser til foreningen og sørger for deres videre fremme, denne udsteder anvisning på kassen for skyldige beløb, og denne leder og berammer foreningens møder. Sekretæren fører protokollen, og næstformanden fungerer i formandens fravær.

§ 10
Bestyrelsen søger efter bedste evne at fremme foreningens formål, navnlig påhviler det bestyrelsen at fremkomme med forslag til foranstaltninger i foreningens interesse. Bestyrelsen er berettiget til at optage gæld, når dette sker for at fremme foreningens interesse. Beløbet er max. kr. 100.000,-. For foreningens gæld hæfter alene foreningens formue. Ethvert medlem er berettiget til ved skriftlig henvendelse til bestyrelsen at fremkomme med forslag til forhandling. Sådanne forslag behandles da på førstkommende møde i bestyrelsen. Efter behandling skal bestyrelsen besvare henvendelsen skriftligt.

§ 11
Når strid vedrørende handelssager opstår mellem medlemmerne, skal bestyrelsen, når begge de stridende parter forlanger dette, optræde som mægler eller voldgift, såfremt parterne forud erklærer at ville anerkende bestyrelsens afgørelse som bindende. Bestyrelsen kan tilkalde en jurist som konsulent. Samtlige udgifter ved sagens behandling afholdes af parterne.

§ 12
Regnskabsåret er 1. oktober til 30. september. Umiddelbart efter 30. september afleverer kassereren årsregnskabet i revideret stand til formanden.

Generalforsamlinger

§ 13
Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden årets udgang. Den indvarsles med mindst 3 ugers frist ved skriftlig indkaldelse til medlemmerne med følgende dagsorden:

  • Valg af dirigent.
  • Formanden aflægger beretning om foreningens virksomhed i det forløbne år.
  • Årsregnskabet med status fremlægges af bestyrelsen til medlemmernes godkendelse.
  • Valg af medlemmer til bestyrelsen og revisorer, samt evt. til udvalg. De enkelte udvalg er underlagt foreningens bestyrelses instruks, og der udarbejdes om nødvendigt af bestyrelsen forretningsorden for de enkelt udvalg.
  • Behandling af evt. forslag fra bestyrelsen.
  • Behandling af evt. forslag fra medlemmer.
  • Eventuelt.

Forslag fra medlemmer skal for at komme til behandling være formanden i hænde senest 14 dage inden generalforsamlingen. Sådanne forslag udsendes til medlemmerne inden generalforsamlingen.

§ 14
Ekstraordinær generalforsamling kan indvarsles med 8 dages skriftlig indkaldelse til medlemmerne, når bestyrelsen finder anledning dertil, eller når mindst 12 medlemmer skriftligt fremsætter forlangende herom.

§ 15
Alle afstemninger ved generalforsamlinger sker ved håndsoprækning, med mindre bestyrelsen eller dirigenten bestemmer, at skriftlig afstemning skal finde sted. Afgørelse på generalforsamling træffes ved simpel stemmeflerhed, med mindre andet er bestemt i lovene.

§ 16
Over alle vigtige forhandlinger og beslutninger på generalforsamling føres protokol, som underskrives af de tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer.

§ 17
På generalforsamlinger er kortspil og lignende adspredelse første tilladt, efter at formanden har erklæret, at der ikke foreligger flere forhandlinger.

Angående forandring af love og foreningens opløsning

§ 18
Forandringer i foreningens love kan finde sted på en generalforsamling ved simpel stemmeflerhed. Beslutning om foreningens opløsning kan kun finde sted på en generalforsamling, hvor 2/3 af medlemmerne er mødt , og når 3/4 af disse stemmer for opløsningen.

Såfremt der ikke på denne generalforsamling er mødt 2/3 af medlemmerne eller hvis 3/4 af disse har stemt for opløsningen, kan bestyrelsen indvarsle til en ny generalforsamling med samme dagsorden, og her kan beslutning en om foreningens opløsning vedtages ved simpel stemmeflerhed.

Såfremt foreningen opløses, tager generalforsamlingen ved simpel stemmeflerhed bestemmelse om anvendelse af foreningens midler. Disse love er vedtaget på generalforsamlingen den 11. november 2002.